#13 MANGE TAK FOR I ÅR!

STÆRKE OG SVAGE SIDER, PLANER OG KÆMPE TAK

Tak for i år!
Wauw, det her år har kunne lidt af hvert og jeg er begyndt at mærke, at fundamentet for virksomheden nu er skabt. At ting som for et år siden, der tog alt min energi, pludselig er de ting som nu er helt stabile og som bare kører på skinner. Det er fedt at se tilbage på. Og det er endnu federe at have en kundebase hvor jeg kender hvert enkelt medlem på et mere personligt plan, og at det i store træk er de samme kunder siden opstarten som bliver ved at komme igen.

I år har jeg grinet min røv i laser gennem polterabendevents. Jeg har haft dybe, frustrerende og inspirerende snakke på holdene, jeg har haft overnattende gæster i hytten fra 4 forskellige lande, haft kunder som frivilligt kommer og giver en hånd med de tunge opgaver der også følger med her. Alt i alt et år jeg er virkelig godt tilfreds med og stolt over. Et kæmpe tak skal det lyde til alle som har lagt vejen forbi Skovslottet i 2022. Uden jeres opbakning og store interesse havde ”dit aktive fristed” ikke kunne eksistere.


Selvstændig, alene
Vi har alle vores stærke og svage sider, og i år er jeg blevet meget bevidst om mine egne i forbindelse med Skovslottet. Jeg er enormt god til at gå i gang, opstarte nyt, tag fat, lige indtil jeg kommer til afslutningen. Inden jeg når afslutningen, er jeg allerede i gang med det næste spændende som driver mig… Dér er det virkelig en udfordring at være alene som selvstændig, når evnen til at starte er langt større end til at slutte. Desuden når bumpene på vejen kommer, som de jo gør i tide og utide, der kan det også være yderst svært at komme videre på egen hånd med røven i vandskorpen. Ville ikke være dårligt med en makker som evnede lige præcis de modsatte ting end jeg selv gør!

Planen er, der ikke er nogen plan
Som ansvarlig for det hele, er det derfor rigtig rart at kunne sætte en opgave lidt på pause, tag afstand fra det og få modet tilbage til at udføre de sidste handlinger. Hvis jeg havde en stram 5-års plan som bare hed at sparke røv hver dag, vokse, tjene penge, og, og og…. – så havde jeg brækket nakken for længst. Planen er der ikke er nogen plan. Det må klart være den både sværeste og nemmeste virksomhedsplan. Den længste plan jeg har haft, er nok ca. 6 måneder ud i fremtiden. Det beskriver meget godt flowet i hele mit liv, og det har jeg trods alt øvet mig på i 29 år. Derfor passer denne virksomhedsmodel meget godt til mig, trods mit temperament oftest vil mere.
Det er også det der gør det sjovest. For 2,5 år siden da jeg startede troede jeg at vi skulle have en legeplads i træerne, en pump-track til bl.a. mountainbike træning og en OCR træningsbane.
Efter et år udbød jeg personlig- og -holdtræning, og arrangerede events. Og nu tager jeg hul på at udleje Skovslottet som bryllupslokation. Hvad mon det næste bliver? Sikkert ikke noget jeg har forudset… Jeg er vild med det på denne måde, selvom det kan skabe massevis af frustrationer, men det giver mig den balance i hverdagen jeg ønsker i forbindelse med både at være iværksætter og den mor jeg allerhelst vil være for Charlie, ved hele tiden at kunne drosle op og ned uden at det går imod en plan.

Tak for i år!