#12 DEN FØRSTE KULDE

SØ, SAUNA HJEMMESIDE OG SYGDOM

Vildmarks wellness
De koldere måneder er netop over os og det betyder tid til vildmarks-wellness!
Tid til at være ekstra god ved kroppen, som oftest går og spænder op i kulden. Lad temperaturerne fra den varme sauna omslutte hele din krop så du kan slappe ordentligt af, efterfulgt af et opfriskende sø-dyb!

De første to omgange Vildmarks-wellness er allerede blevet afholdt i bedste stil. Ved sidste event kom denne anmeldelse fra 4 gutter:

“Tak for i dag det var kanon. 😊
Mine 3 kammerater og jeg meldte os til et 3 timers event med yoga, vejrtrækning, vinter badning og sauna. Det var en helt fantastisk oplevelse. Vi har været til det en gang før, på Skovslottet, og det var lige så godt som sidst.
Yoga med guidede vejrtrækningsøvelser kan altså bare noget og det er stærkt undervurderet!
Efterfølgende skulle vi i badetøjet og springe i badesøen og i sauna, det gentog vi 4 gange. Det var alt i alt en fantastisk dag. Efterfølgende har man en dyb ro i krop og sjæl. Det kan varmt anbefales.
Monica og Trine kan bare deres shit. 😊”

Der er stadig ledige pladser, check event kalenderen for datoer og skriv til 42428131 for tilmelding.

Hjemmesiden
Hjemmesiden er færdiglavet og jeg bliver selv glad af at kigge på den! Billederne er meget smukke. Det eneste som ikke stemmer helt overens med virkeligheden er at nogle af holdbillederne primært viser unge og meget good-looking modeller. Bevares – mine holddeltagere er yderst good-looking, stærke, seje og helt igennem fantastiske. Gennemsnitsalderen er dog en del højere end ved første øjekast på hjemmesiden, så lige på den front er det ikke helt autentisk. Men forestil dig en enkelt rynke mere på hvert billede, så er det lige i skabet!

Sygdom
Jeg blev ramt af influenza og var syg halvanden uge. Lige på sygdomsfronten synes jeg det er frygteligt at være selvstændig, for der er bare ingen kollegaer at trække på og jeg har det enormt dårligt med at aflyse mine hold.
Men i denne omgang blev det nødvendigt… Da jeg på 3. dagen blev ramt af ekstrem dårlig samvittighed stablede jeg alligevel et hold på benene om aftenen for de interesserede. Nu havde vi ikke rørt os i 3 dage så programmet var lagt og vi havde en hård træning forude!
Men der gik ganske kort før jeg måtte drosle programmet ned og endte med at køre en masse liggende og rolige stillinger i stedet. Jeg fik det bare mere forfærdeligt, min krop og øjne blev helt tunge og jeg gjorde alt for at klemme ballerne sammen. Jeg guidede folk ind i universal strækket, først på den ene side og så på den anden, jeg var selv med …. Indtil jeg pludselig blev vækket af holdet.
Jeg rejste mig med et sæt. Det tog mig nogle sekunder før det gik op for mig hvad der lige var sket. Jeg var faldet i søvn i min egen holdtime og sad nu og kiggede forvirret rundt på mine hold deltagere som med store grin og medlidende smil havde fuld forståelse for min situation. Det var en ups’er, en rigtig pinlig en, heldigvis en enestående. Det kommer ikke til at ske igen, ikke så længe jeg tillader mig selv at være syg når jeg er i syg.
Måske et råd der kan gives videre til en ven? 😉

Kærlig hilsen Trine